Læringsfestivalen kan gennem uddannelse og udendørs naturoplevelser være med til at øge de unges motivation for at være med til at løse biodiversitetskriser. Med festivalen ønsker vi at integrere naturfagsundervisning med fysiske og sociale oplevelser. Ved at fokusere på Danmarks unikke geologiske historie og biodiversitet, sigter projektet mod at vække unges interesse og forståelse for naturvidenskab, samtidig med at det fremmer en dybere respekt og ansvarlighed over for naturen. Dette er især relevant i en tid, hvor miljøudfordringer som klimaforandringer kræver en informeret og engageret kommende generation. Projektets vision er at uddanne, motivere og inspirere udskolingselever gennem naturvidenskabelig uddannelse.
Med fokus på Danmarks geologiske historie og biodiversitet, kombineres forskellige læringsforløb, workshops, og naturaktiviteter for at vække unges interesse og motivation for naturfag. Gennem en undersøgende og anvendelsesorienteret undervisning, vil de unge opleve, at den viden de opnår og de erfaringer de gør sig kan være med til at påvirke deres hverdag. Vi vil fx give de unge en oplevelse af, at de rent faktisk kan gøre en forskel for biodiversiteten i deres lokalmiljø. Gennem praktiske oplevelser i naturen, som klatring og mountainbiking, samt overnatninger i telt, styrkes elevernes sociale fællesskaber og trivsel. Desuden ønsker vi at inspirere flere unge til at vælge naturvidenskabelige uddannelser og på den vej være med til at gøre en forskel for den grønne omstilling og løsning af biodiversitetskriser.
Projektbaggrund – UNESCO Verdensarv og Life Orchid
Læringsfestivalen tager udgangspunkt i udviklingsstrategien – UNESCO Destination Møn, der over en 10-årig periode igennem 40 konkrete projekter, skal styrke Møn både infrastrukturmæssigt og med nye aktiviteter. Udviklingsstrategien bygger på de internationale bæredygtighedsbrands som Møn har opnået certificering på – Dark Sky Park, UNESCO Biosfære Møn og en forhåbentlig fremtidig udpegning af Møns Klint i sommeren 2025 som UNESCO Verdensarv.
Læs mere om planen her www.unescodestinationmoen.dk. Strategien skal gøre Møn til et bedre sted både at LEVE og at OPLEVE. Med den dramatiske natur og den enestående biodiversitet som udgangspunkt ønsker vi at gøre Møn til et bedre sted for såvel fastboende som for øens mange gæster.
En stor læringsfestival for unge, der både bliver klogere på natur og biodiversitet og ikke mindst på deres eget forhold til naturen, vil både glæde deltagerne – og samtidig styrke lokalsamfundets selvopfattelse.
Læringsfestivalen skal desuden ses om en mere generel udvidelse af projekt Life Orchids – Biodiversitet og Orkidéer, som GeoCenter Møns Klint har opnået støtte til hos bl.a. Nordea-fonden.
Skoletjeneste
GeoCenter Møns Klints skoletjeneste har årligt besøg af ca. 5.500 grundskoleelever og ca. 1.500 gymnasieelever, som enten kommer på dagstur eller er på lejrskole. Vi har et omfattende program bestående af specielt faglige forløb, der opfylder folkeskolens fælles mål, såvel som kravene til pensum på de gymnasiale uddannelser. Men vi har også forløb, der fokuserer mere på det sociale, fællesskabet og på at bruge kroppen og få motion. I alt kan skolerne på nuværende tidspunkt vælge mellem 16 undervisningsforløb, som kan ses via dette link.
I undervisningsforløbene indgår naturfagene natur/teknik, biologi, geografi, fysik/ kemi, matematik og involverer også fag som dansk, historie og idræt. Alle forløb består af en basisdel med 1 1⁄2 times udendørs undervisning og oplevelser med en naturvejleder. Herefter oplever eleverne udstillingen på egen hånd, hvor der skal sanses, konkurreres og eksperimenteres. Udskolingselever udgør hvert år knap en tredjedel af alle elever, der gæster skoletjenesten, og det mest populære undervisningsforløb blandt udskolingselever er “Danmarks Fødsel”. Forløbet tager eleverne med 70 millioner år tilbage i tiden til kridthavet. På stranden findes fossiler fra Kridthavets dyreliv, for eksempel vættelys, og eleverne introduceres til livets udvikling med begreber som fødenet, tilpasning og evolution. Både elever og lærere er begejstrede for den måde undervisningen forløber på, hvor teoretisk viden afprøves i virkeligheden samtidig med at der er garanteret sved på panden.
På læringsfestivalen vil der både indgå eksisterende undervisningsforløb som tilpasses rammerne for læringsfestivalen og der udvikles nye forløb, skattejagt i udstillingen mv.